1. apr. 2011
Ligestilling er lov i Danmark. Og der er ikke undtagelser, fordi man går i koranskole, slår SF’s ligestillingsordfører, Pernille Vigsø Bagge fast. Om nødvendigt må skolerne lukkes.
Udmeldingen kommer ovenpå en ny rapport udarbejdet af Integrationsministeriet der viser, at koranskolerne underviser børn og unge i, at kvindens stilling, defineret af sharia, er bedre for kvinden end ligestilling mellem kønnene, som det fortolkes i dansk lovgivning. Skolerne synes, at sharias dispositioner er bedre for kvinden end de danske regler, konkluderer rapporten. Rapporten er baseret på 50 interviews med imamer, undervisere, forældre og elever.
"Det er helt uacceptabelt. Ifølge JP i dag viser det sig at børn lades i stikken i koranskoler, hvor forældre, imamer og andre gør sig skyld i at børnene vokser op med forestillingen om at kvinder er mænd underlegne. Det hører ikke til noget sted i Verden – og jeg vil ikke have det i Danmark", siger Pernille Vigsø Bagge.
Tosprogede børn lades i stikken af skolen
I noget af det undervisningsmateriale, der anvendes i nogle koranskoler, gøres der rede for, at kvinden skal være lydig og kysk, at en muslimsk mand må tage op til fire koner, og at en muslimsk kvinde ikke har lov til at gifte sig med en ikke-muslimsk mand. Pernille Vigsø Bagge siger:
"Ikke nok med at tosprogede børn lades i stikken i folkeskolen, hvor en ny PISA-undersøgelse af 15-årige elever viser, at alt for mange tosprogede børn ikke kan læse som de ellers burde efter 9 år i folkeskole. Men at koranskoler prædiker at kvinder skal være kyske og lydige, mens mænd kan have op mod fire koner – det er bare for meget."
Vigsø Bagge: Vi må klart sige fra
"Vi må sige klart fra over for enhver skole i Danmark, som svækker integrationen og i værste fald lader disse børn helt ude af stand til at få en fri og selvstændig tilværelse i det danske samfund," siger Pernille Vigsø Bagge.
SF kræver at der ansættes integrationskonsulenter i kommunerne, som skal tage kontakt til forældre, imamer og til børnene og de unge selv og forklare hvorfor det som medborger i det danske samfund er vigtigt at følge dansk lovgivning og at betragte alle mennesker som ligeværdige uanset køn eller seksualitet.
Læs mere:
Källa, premeddelande från SF fredag 1 april 2011: http://www.sf.dk/presse/pressemeddelelser/2011/04/01/sf-ligestillingen-g%C3%A6lder-alts%C3%A5-ogs%C3%A5-i-koranskoler
Inga kommentarer:
Skicka en kommentar